Iaijutsu

Iaijutsu er metoder til at trække katana fra saya (skeden). Katana er det japanske sværd, også kaldet 'samurai sværd', et barberbladsskarpt sværd. Metoderne til at trække det japanske sværd havde forskellige benævnelser, men over en årrække blev disciplinen endelig kendt under den kollektive betegnelse Iaijutsu.

Indtil 900 e.Kr. blev sværdene hovedsagelig fremstillet af smede fra Kina eller Korea eller af de tidlige japanske smede. Selv om disse sværd blev smedet i Japan, var de efterligninger af kinesiske sværd. Normalt bar højtstående japanske officerer dyre sværd, der var fremstillet i Kina. Disse efterligninger af de kinesiske sværd udviklede sig gradvis til det typiske japanske sværd, 'samurai-sværd'.

Tachi der hang på siden af samuraiens hofte eller blev båret af hans ledsagende kriger blev afløst af katana, der blev båret ved hoften gennem 'bæltet' og dermed var ved hånden ved et overraskelsesangreb. Oprindeligt havde katana ingen tsuba (håndbeskytter) og blev kun anvendt af kriger af lavere rang. Da samuraierne begyndte at anvende katana i Muromachi perioden (1336-1573) blev katana udstyret med tsuba.

Siden Nara perioden (710-794) findes de tidligeste referencer, der beskriver tachi-kaki, hvilket var metode til at trække sværdet fra saya. Det er sandsynligt, at disse teknikker var 'frøet', hvorfra iaijutsu blev udviklet, da den enægget kurvet klinge generelt blev accepteret.

I Tokugawa perioden (1603-1868) fandtes hundredvis af iaijutsu ryu (skole/tradition) eller ryuha ('gren af skole/tradition'). I denne periode forsvandt nogle af disse ryu eller ryuha, mens nye ryu opstod.

Det karakteristiske ved iaijutsu var overvejende det defensive aspekt. Disciplinen krævede en snarrådig handling ved at trække sværdet og udføre et modangreb i det øjeblik, at angriberen trækker sit sværd. Iaijutsu er en modangreb-orienteret sværdkunst, der blev anvendt i forbindelse med krigerens daglige liv. Iaijutsu blev ikke trænet med henblik på anvendelse på slagmarken. Træningsmetoden var baseret på kata (præ-arrangerede kamptræning), hvor træningen ikke krævede en træningspartner.

Tameshigiri

Uden reference til slagmarken blev tameshigiri udviklet. Tameshigiri var et system i det feudale Japan, hvor det japanske sværd blev testet på risstrå og bambus eller på lig. Kriminelle personer blev halshugget, hvorefter ligene blev anvendt til at afprøve sværdets evne til at skære fra forskellige vinkler. Tameshigiri blev en integreret del i nogle af Iaijutsu skolerne, hvor tameshigiri trænes i dag ved at ramme og skære mål, der er fremstillet af bambus og risstrå.

Iaijutsu og tameshigiri under Dansk Kendo Societet

Dansk Kendo Societet organiserer iaijutsu fra tidsperioden før Japans moderne tidsalder (før 1868) og betragter iaijutsu og tameshigiri som bujutsu . Generelt er iaijutsu og tameshigiri under Dansk Kendo Societet er ikke et spørgsmål om at slå ihjel (satsujinken ) men at anvende sværdet til at bevare liv (katsujinken ).

Dansk Kendo Societet dækker tameshigiri som en integreret del af iaijutsu, således at eleven kan evaluere den fysiske teknik med hensyn til den effektive virkning, såsom korrekt brug af kamae (position eller holdning) og maai (afstand) samt færdighed i at fokusere på sværdets skærende effekt gennem bevægelsesaktionen.