CURRICULUM

Formålet med curriculum er at lede Kendo i retning af traditioner (dento), der ligger før den moderne tidsperiode (år 1868).

I Tokugawa perioden (1603-1868) voksede budo gennem vekselvirkning af to komplementære sociale organisationstyper. Kernen i 'martial ways' var de lokale autonome grupper, der blev repræsenteret af den individuelle dojo, dens hovedinstruktør samt dens tradition (ryu) eller stil (kenpu). På den anden side repræsenterede de centrale bureaukratiske institutioner den større sociale og politiske struktur, hvor tendensen gik mod standardisering af disciplinerne med henblik på at definere den formelle rolle inden for budo uddannelsen i overensstemmelse med shogunatets socio-politiske mål. Sidstnævnte centrale bureaukratiske strukturer blev repræsenteret ved hjælp af hovedskoler i Tokugawa perioden.

På baggrund af de historiske forhold har Dansk Traditionel Kendo Forbund ingen præferencer i relation til en specifik tradition. Forbundet organiserer forskellige Kendo traditioner, blot disse ikke er af moderne herkomst. Det vil sige, at Dansk Traditionel Kendo Forbund organiserer Kendo traditioner før Meiji-restaurationen (før 1868).

Dele af nedenstående kategorier er i sig selv ikke krigerisk i deres natur. De repræsenterer en vigtig supplerende rolle i uddannelseskonstellationen; symbolsk og ekspressive manifestationer af forholdet mellem kamptraditionen og de bredere områder inden for japansk kultur.

Reigi
Reigi er langt mere end standard høflighed og ceremonier, der udføres før og efter Kendo træningen.
Reigi er baseret på disciplin og respekt, der reflekterer japansk kultur og sociale organisation fra Tokugawa perioden både indenfor og udenfor Kendo dojo. Unden reigi kan der ikke være nogen tradition.

Uddannelsessystem
Dansk Traditionel Kendo Forbund ønsker at fastholde det traditionelle japanske uddannelsessystem fra tidsperioden før 1868.

Symbolsk træning
Den symbolske uddannelse drejer sig om (a) shinto forhold (japansk mytologi og praksis), (b) waka, shigin og kanshi og (c) kenbu.

Sværd
Sværdet har tætte relationer til shinto mytologi, buddhistisk tro og den japanske idealiserede krigerarv.

Kata er en væsentlig del af uddannelsen og dens udførelse er ofte relateret til praktisk kampanvendelse. Kata repræsenterer essensen af den tekniske krigeriske viden for den pågældende traditionsbundne skole (ryu eller ryu-ha) før 1868. Der gives undervisning i to former for kata:

(A) Undervisning i kata med bokken (bokuto) fra perioden før 1868, der er tilknyttet en specifik ryu eller ryuha.

Moderne kendo kata så som Dai Nippon Teikoku Kendo Kata eller Nihon Kendo Kata er ikke indbefattet i curriculum. Læs yderligere forklaring i artiklen Kendo Kata in Historical Perspective.

(B) Undervisning i kata i forbindelse med iai-jutsu (før 1868).

Efter Meiji-restaurationen (1867-1869) begyndte moderniseringen af iai-jutsu og det moderne koncept blev kendt under betegnelsen iaido i 1932. Iaido så som seitei iai eller seitei iaido er derfor ikke indbefattet i curriculum.

Shinai
Det er absolut nødvendigt at forstå dens grundlæggende ånd. Undervisningsmetoder med shinai (shinai-geiko) skal tjene klassiske samurai traditioner og ikke tjene moderne formål.

Jujutsu
Jævnfør Serge Mol definerer Dansk Traditionel Kendo Forbund jujutsu som:

         "En metode til nærkamp, enten ubevæbnede eller
         anvender mindre våben, der kan bruges defensivt eller offensivt,
         til at tøjle en eller flere ubevæbnede eller
         væbnede modstandere."

Dansk Traditionel Kendo Forbund inkluderer kun jujutsu fra Tokugawa perioden, der har relation til Kendo.

Samurai havde kun begrænset behov for øvrige kampsystemer, der ikke anvendte våben.

Dansk Traditionel Kendo Forbund
~ Forbundet der bevarer Kendo traditionerne ~