Danish Kendo Society in English
 

Kenjutsu

Introduktion

I forbindelse med kenjutsu anvendes ofte det massive træsværd, bokken, der historisk set blev anvendt som våben af japanske krigere. Desuden kunne det skrape japanske sværd, katana, anvendes i forbindelse med kenjutsu. Senere blev kenjutsu der suppleret med bambussværd. Arten af våben og realismen i kenjutsu medfører, at træningsmetoderne hovedsagligt måtte afgrænse sig til kata (præ-arrangerede kamptræning), fordi teknikker mod målområderne havde ingen begrænsninger.

Kenjutsu hvilede på forskellige filosofiske koncepter i forhold til de respektive tidsperioder og var således ikke afgrænset til kun brug af våben og teknikker. Desuden blev jujutsu også anvendt i forbindelse med kenjutsu.

Kenjutsu under Dansk Kendo Societet defineres som sværdkunst dateret før Japans moderne tidsperiode (1868), hvor undervisningssystemet bygger på bujutsu eller kobudo.

Før Tokugawa-perioden

Kenjutsu foregår med kontakt med klinge mod klinge på en beslutsom og unik måde, der var kendetegnet for de respektive ryu (skoler/traditioner) eller ryuha ('gren af skole/tradition'). I den feudale tidsperiode (før 1868) var der kategoriseret omkring 1700 ryu (skoler/traditioner) eller ryuha ('gren af skole/tradition'). Antallet af skoler vidner om den entusiastiske intensitet, som de japanske krigere, bushi, lagde i sværdkulturen.

Hver ryu eller ryuha havde deres egen karakteristiske kamae ('stillinger') og kamptaktik, hvor træningen blev udført i naturligt terræn med henblik på at tilnærme kampvirkeligheden. Uddannelsen bestod af specielle hurtige serier af gentagne bevægelser.

Kenjutsu blev systematisk udviklet under perioderne Heian (794-1190) og Kamakura (1192-1333), men traditionelt anses kenjutsu for at have været systematiseret under Muromachi perioden (1392-1573). I Ashikaga perioden (1336-1573) voksede kenjutsu og brugen af bokken i real kamp blev mere og mere populært.

Ud over det massive træsværd, bokken, og det skrape japanske sværd, katana, blev et nyt træningsredskab introduceret i denne periode. Dette træningsredskab var det skindbelagt bambussværd, hikihada-shinai, der blev skabt af stifteren af Hikita Kage Ryu, Hikita Bungoro (1537-1606). Hikita Bungoro anvendte udelukende hikihada-shinai mod sine opponenter i 1560'erne, som til gengæld var bevæbnet med et træsværd (bokken).

Tokugawa-perioden

Bevægelserne i kenjutsu var oprindeligt baseret på mønstre, der var blevet anvendt i reelle kampe, men da freden kastede sin net over Tokugawa-perioden (1603-1868), kasserede nogle ryu eller ryuha de praktiske kampapplikationer til fordel for åndelige -, mentale - og æstetiske aspekter. Denne tendens bragte kenjutsu til den tidligste form af do, i dag kaldet kobudo , hvor formålet var centreret omkring morallære, disciplin og æstetiske anliggender. Historisk var det således ikke kun våben eller den fysiske teknik, der kategoriserede sværdkunsten men også den grundlæggende idé med uddannelsen. I den tidlige Tokugawa-periode blev der lagt vægt på det åndelige element og reiho (etikettte) i kenjutsu, hvor adskillige ryu eller ryuha mente, at kenjutsu skulle ikke være en disciplin med henblik på at dræbe (satsujinken) men en disciplinering af eleven (katsujinken).

Flere førende sværdmænd i Tokugawa-perioden beskrev deres undervisning som kendo, upåvirket af hvilken type sværd der anvendtes i træningen. Sværdkulturen i Tokugawa-perioden blev kaldt kenjutsu , kendo , shinai-geiko og forskellige øvrige benævnelser uden striks skelnen til form eller indhold. Eksempelvis i 1673 underviste Abe Gorodaiyu, grundlæggeren af Abe Ryu, i sværdtræning hvor metoden havde hovedvægt på moralsk og mental uddannelse i stedet for at have fokus på fysiske teknikker. Abe Gorodaiyu beskrev undervisningen ved hans ryu som kendo og ikke som kenjutsu.

Senere i 1710'erne blev der foretaget yderligere 'fortynding' af den oprindelige tradition inden for kenjutsu. Beskyttelsesudstyret blev udviklet og bambussværdet, der senere blev kaldt shinai, blev populær i mange kenjutsu-skoler. Den tidligste træning med shinai blev kaldt shinai-geiko og omkring 1750 var udviklingen af rustning i forbindelse med kenjutsu eller kendo fuldt etableret. I midten af Tokugawa-perioden var der således over fem hundrede ryu eller ryuha, der anvendte shinai i deres træning.

Kenjutsu under Dansk Kendo Societet

Dansk Kendo Societet organiserer kenjutsu fra tidsperioden før Japans moderne tidsalder (før 1868). Der organiseres ikke kenjutsu, der er blevet modificeret i Japans moderne tidsalder - efter år 1868.