Danish Kendo Society in English
 

Kendo

Introduktion

Japansk sværdkultur er et resultat af århundrede evolution, der skal ses i kontekst med de socio-kulturelle forandringer i det japanske samfund. Skabelsen af japansk sværdkultur, herunder kendo, kan derfor ikke krediteres en enkelt person, ryu (skole/tradition), ryuha ('gren af skole/tradition'), organisation eller institution.

Kendo baseret på kobudo i Tokugawa-perioden (1603-1868) var først og fremmest morallære og mental træning frem for fysiske teknikker eller udvikling af kendo-rustning. Kendo blev trænet forskelligt over alt i Japan og var defineret i relation til tradition og lokalitet.

Kendo under Dansk Kendo Societet defineres som kendo fra Tokugawa-perioden, hvor budo-systemet var baseret på kobudo, - det ældste budo-system der kan føres tilbage til det syttende århundrede.

Før Tokugawa-perioden

Før Tokugawa-perioden, ca. år 1400, udviklede Chujo Hyogonosuke Nagahide mange af de teknikker, der senere blev kendt under kendo.

Senere supplerede forskellige sværdskoler bokken (træsværd) og katana (det japanske sværd eller 'samurai-sværd') med den nye opfindelse, fukuro-shinai. Fukuro-shinai var fremstillet af et bambus-rør, der var splittet i længderetningen og omviklet af læder. Det skønnes, at det var Kamiizumi Nobutsuna i 1563, som var den første sværdmand, som anvendte fukuro-shinai. Denne opfindelse resulterede i, at træningen kunne foregå under øgede sikkerhedsmæssige hensyn. Tidligere havde samuraierne anvendt bokken og katana i forbindelse med kata ('præ-arrangerede kampformer') for at træne deres færdigheder.

Tokugawa Perioden

I Tokugawa-perioden blev Kamiizumi's sværdkultur videreført til Yagyu familien, som var under officiel protektion af Tokugawa Bakufu ('Tokugawa-regeringen'). Bakufu opfordrede øvrige ryu (skoler) eller ryuha ('gren af skole/tradition') til at anvende fukuro-shinai.

Betegnelsen Kendo blev anvendt i 1673 af Abe Gorodaiyu, stifter af swordskolen Abe Ryu. Abe Gorodaiyu beskrev fægteundervisningen i hans skole som kendo , 'sværdets vej'. Abe Gorodaiyu udtænkte en undervisningsmetode, der lagde vægt på morallære og mental træning fremfor teknikker. Desuden var kendo på denne tid organiseret som autonome lokale sociale enheder, (ryu eller ryuha), bundet til lokale og regionale traditioner.

I Tokugawa-perioden blev sværdkulturen kaldt for kenjutsu, kendo og forskellige andre benævnelser uden den samme strikse skelnen til form eller indhold, som disciplinerne har fået i moderne tid. Desuden blev jujutsu ('nærkampsteknikker') anvendt i forbindelse med sværdkulturen. Kendo eller også kaldet ken-no-michi betyder 'sværdets vej'. Ordet ken betyder 'sværd' og ordene do eller michi betyder 'vej' eller 'sti'. Endvidere var Kendo oprindeligt baseret på det gamle budo-system, kaldet kobudo . Ko betyder 'gammel' og bu betyder 'militære anliggender, våben, tapperhed og militær evne' mens do betyder som tidligere nævnt 'vej'. Formålet med kobudo var koncentreret omkring morallære, disciplin og æstiske anliggender i prioriteret rækkefølge.

Følgende personer er eksemler på sværdmænd fra Tokugawa-perioden, som helligede deres liv til kendo. Yagyu Tajim no Kami var lærer af Yagyu Shin Kage Ryu og underviser for de tre første Tokugawa herskere: Tokugawa Ieyasu, Tokugawa Hidetada og Tokugawa Iemitsu. Yagyu anvendte fukuro-shinai, der var udviklet af Kamiizumi. En anden lærer af Yagyu Shin Kage Ryu ved navn Naganuma Shirozaimon udviklede grundlaget for kirikaeshi og uchikomi i 1716. Han udviklede beskyttelseshjelm af bambus og anvendte et bambussværd, shinai i forbindelse med træningen (ikke den moderne shinai der er en længere model). En anden skole der var tilknyttet Tokugawa Bakufu var Onoha Itto Ryu. Nakanishi Chuzo, en lærer ved Onoha Itto Ryu udviklede brystbeskyttelsen, der bestod af lakerede bambus-lameller i 1746. I 1751 udviklede hans søn den mere moderne shinai og håndbeskyttere, kaldet kote. Omkring 1750 var udviklingen af rustning og træningsprocedurer fuldt etableret og over fem hundrede ryu eller ryuha anvendte shinai i deres træning.

Træningsmetoden med shinai blev kaldt shinai-geiko og den tidligste brug af shinai-geiko var forsøg på at eliminere skader iblandt eleverne. Nogle fremtrædende sværdmænd valgte at fastholde træningen med bokken ved hjælp af kata, der var kendetegnet for de respektive ryu eller ryuha. Nogle skoler anvendte både kata og shinai-geiko som træningsmetode, mens andre skoler omdannede shinai-geiko til underholdning og konkurrence, der blev kendt under betegnelsen gekken eller gekiken frem mod Meiji-restaurationen i 1868. Gekiken var således en metode, der tillod eleverne at afprøve deres færdigheder i konkurrenceform. Gekiken var baseret på den 'nye retning', der førte til det moderne budo-system, shin-budo , hvilket skete efter sammenbruddet af det japanske feudale samfundssystem i 1868. Den moderne kendo er således baseret på shinbudo.

Som et resultat af evolutionen inden for sværdkultur i Tokugawa-perioden eksisterede der tre typer af sværd, der blev anvendt i forbindelse med træningen. Disse sværd var: (a) katana, (b) bokken og (c) shinai.

Kata var træningsmetoden inden for sværdkultur i begyndelsen af Tokugawa-perioden. Omkring år 1750 var træningsmetoderne kata og/eller shinai-geiko og senere forskellige typer af gekiken.

Samfundet i Tokugawa-perioden var under påvirkning af de politiske systemer, lige fra niveauet af den lokale klan til Tokugawa Bakufu. Denne sociale struktur medførte, at mennesket identificerede sig med den pågældende gruppe, som de tilhørte. Denne morallære var således, at gruppen blev vurderet højere end individet. Denne idé indebar at den klassiske samurai, uden forventning om håndgribelige belønninger, tjente traditioner for at opretholde gruppen.